Lokalaftale 3 - Skifteholdsplanlægning
 
1. Tørnlisten planlægges i samråd mellem virksomheden og tillidsrepræsentanten eller dennes stedfortræder. Dersom der ikke kan opnås enighed mellem virksomheden og tillidsrepræsentanten, fastsætter virksomheden tørnlisten under hensyntagen til virksomhedens tarv, og kan iværksætte den med 14 dages varsel. Tørnlisten kan maximalt ændres 4 gange årligt. Ingen tørnliste kan planlægges til mindre end 6 uger.

2. Tørnlisten kan offentliggøres ved opslag med 14 dages varsel.

3. Tørnlisten kan tilrettelægges således, at der er max. 6 døgn mellem 2 fridøgn (59 timer).

4. Ingen arbejdsdag kan planlægges at vare mindre end 6 timer eller mere end 12 timer.

5. Faste medarbejdere har krav på tørnlistning af frihed hver anden weekend. Undtaget er dog ansatte efter lokalaftalen om weekendarbejde.

6. Ved begrebet friweekend forstås frihed fra fredag kl. 18.00 til mandag kl. 06.00.

7. Holdskifte skal almindeligvis foretages ”skift fremad” (med uret), det vil sige formiddagsvagter, derefter eftermiddagsvagter og efterfølgende nattevagter.

8. Kræves det, at medarbejdere på skiftehold skal møde fra kl. 05.00 til 05:59 betales overarbejdstillæg indtil kl. 06.00 i stedet for skifteholdstillæg. Tillægget svarer til Industriens Overenskomst § 13 Overarbejde, stk. 5 Betalingssatser, pkt. 1 ”Overarbejde forud for normal arbejdstid”.

9. Faste medarbejdere skal være tilknyttet et skift i en specifik afdeling, undtagen herfra er "springere". Alle medarbejdere har dog pligt til eventuelt at udføre arbejde i andre afdelinger.

Natskift
10. Tørnlisten kan tilrettelægges således, at der er max. 7 døgn mellem 2 fridøgn (59 timer).

11. Såfremt der ikke er behov for faste nattevagter hele ugen, og virksomheden som følge heraf er tvunget til at lægge disse ind i en tørnliste med dag- og aftenvagter, kan der maksimalt lægges 3 nattevagter i rækkefølge.

12. Ingen nattevagt kan planlægges at vare mere end 10 timer.

13. Ingen nattevagt kan planlægges at starte før kl. 22.00 eller slutte senere end kl. 08.00.

14. Efter endt nattevagtperiode skal der være tørnlistet minimum 35 timers frihed.

15. Ved behov for nattevagter etableres disse ved at medarbejderne frivilligt kan søge fast nattevagt. Subsidiært tørnlistes det antal medarbejdere, som skal bruges afdelingsvis efter yngst i anciennitet. Medarbejdere som frivilligt søger fast nattevagt, påtager sig både et sommer- og vinterskift eller omvendt.

Springere
16. Der foretages en løbende opgørelse af aktuelle timer for “springere”.

17. ”Springere” får udbetalt det til aktuelle vagters svarende skifteholdstillæg, dog minimum det til enhver tid højeste skifteholdstillæg 1. og 2. skift.

Denne lokalaftale følger Industriens Overenskomst § 8, stk. 1.